Politikreds sætter dato for redegørelse om fejl i Emilie Meng-efterforskning
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi arbejder på en redegørelse om, hvilke mulige fejl der blev begået i efterforskningen af Emilie Mengs forsvinden.
Offentligheden kan inden for en overskuelig fremtid forvente, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi redegører for, hvad de mener gik galt i efterforskningen, da 17-årige Emilie Meng blev kidnappet ved Korsør Station.
Det oplyser politikredsen til Kriminalreporter.dk.
“Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ved at se på, om der i efterforskningen af Emilie Meng-sagen – med den viden vi har i dag – var steder, hvor politikredsen kunne have handlet anderledes,” lyder det i et skriftligt svar fra politikredsen til Kriminalreporter.dk.
Om svarene vil blive præsenteret i en rapport, på et pressemøde eller på anden vis, er endnu uvist.
“Vi har endnu ikke lagt os fast på form og proces for offentliggørelse af vores konklusioner, men forventer at arbejdet vil være afsluttet inden årets udgang,” lyder det i svaret.
Da Emilie Meng blev meldt savnet den 10. juli 2016 antog politiet først, at hun var stukket af til København på grund af kærestesorger. Det viste sig ikke at være tilfældet, og i lang tid efterforskede politikredsen ud fra flere mulige scenarier. At Emilie Meng var blevet udsat for en forbrydelse, erkendte politikredsen først fem en halv måned senere, da hun blev fundet død i en sø ved Borup, 65 kilometer fra Korsør.
Efterfølgende har der været rejst massiv kritik af politikredsens efterforskning, ikke mindst fra de pårørende til Emilie Meng og deres bistandsadvokat Mai Brit Storm-Thygesen.
Kritikpunkterne omhandler blandt andet indsamling af overvågning, skiftende efterforskningsledere, kommunikation med de pårørende, håndtering af bevismateriale og indsamling af DNA-prøver fra mistænkte.
Du kan læse om de centrale kritikpunkter i denne artikel.
Sagen blev opklaret efter knap syv år, da den 32-årige marketingschef Philip Patrick Westh blev anholdt for en ny kidnapning begået mod en 13-årig pige ved landsbyen Kirkerup.
Tilbage i 2024, da sagen mod Philip Patrick Westh blev indledt ved retten i Næstved, lovede politikredsen, at der ville komme en form for redegørelse, når sagen var færdigbehandlet.
“Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil, når sagen har fundet sin afslutning, foretage en opfølgning på de spørgsmål, som løbende er blevet rejst i forhold til håndteringen af sagen fra dens indledning og frem til dens afslutning,” lød det i et skriftligt svar til sn.dk.
“Politikredsen ønsker at undersøge, om der er steder, hvor vi - med den viden, vi har i dag - burde have handlet anderledes, så vi fremadrettet kan foretage yderligere tilpasninger af den måde, som vi arbejder på. Vi har ikke lagt os fast på formen endnu, men vi kommer til at være åbne om de konklusioner, vi drager,” lød det videre.
Sagen er nu færdigbehandlet ved domstolene, idet Philip Patrick Westh den 10. september 2025 valgte at droppe ankesagen, som eller var berammet til at blive behandlet ved Østre Landsret over 13 retsdage fra den 28. oktober til den 19. November.
Mai Brit Storm-Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs pårørende, har tidligere efterspurgt en redegørelse fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
“Jeg synes, at nu hvor historien er foreløbigt sluttet, så bør politiet redegøre for, hvordan efterforskningen er gået. De bør lave en redegørelse for, hvilke fejl der er begået, hvornår de er begået, og hvilke konsekvenser det har haft,” sagde hun foran Retten i Næstved efter domsafsigelsen den 28. juni 2024.
Her blev Philip Patrick Westh idømt livstid for blandt andet drab på Emilie Meng, kidnapning, voldtægt og drabsforsøg mod den 13-årige fra Kirkerup samt forsøg på kidnapning og voldtægt af en 15-årig pige ved Sorø Gymnastikefterskole.
I klippet herunder bliver anklager Susanne Bluhm - forud for retssagen - spurgt ind til de mulige fejl, der blev begået i efterforskningen.


