Justitsministeren om ny dna-teknik: Geisler-sagen er helt oplagt
Drabet på Stine Geisler er en af de sager, Justitsministeren håber kan blive opklaret, når politiet får adgang til at anvende genetisk slægtsforskning.
Folketinget skal i den kommende tid stemme om et beslutningsforslag, som giver dansk politi mulighed for at benytte såkaldt genetisk slægtsforskning til at undersøge uopklarede sager.
Det uopklarede drab på 18-årige Anne Stine Geisler i 1990 er en af de sager, hvor det ifølge Danmarks justitsminister vil være “helt oplagt” at politiet gør brug af den nye metode.
Det siger Justitsminsister Peter Hummelgaard i et afsnit af podcasten Sagen Genåbnet, som udkommer mandag.
“Jeg vil meget nødig sidde her i jeres podcast og give politiet besked om, at de skal anvende det på specifikke sager, men helt grundlæggende er mit politiske ønske, at de metoder, vi vedtager ved lov at politiet kan anvende, at de så også anvender det på de sager, der er uopklarede. Geisler-sagen er da helt oplagt, selvfølgelig,” siger han.
Lyt til podcasten her.
Stine Geisler blev fundet dræbt den 5. juni 1990 midt under pinsekarnevallet i København.
Hun blev fundet i en kælder til Teglgaardstræde, hvor hun var bundet med ledninger. I munden havde hun to karklude, som havde forhindret hende i at trække vejret, hvormed hun havde mistet livet. Efter dødens indtræden havde gerningsmanden skåret i hendes underarm og hældt bonevoks over liget, formentlig i et forsøg på at skjule sine spor.
På en ledning fandt politiet dna fra en ukendt person, og det er aldrig lykkedes at identificere dna-sporets ophavsmand. Men med genetisk slægtsforskning er der måske et håb om, at politiet kan komme tættere på gerningsmanden.
Genetisk slægtsforskning er en teknik hvor politiet gør brug af åbne DNA-registre kombineret med traditionel slægtsforskning. Ved at kortlægge gerningsmandens slægt kan politi i nogle sager finde frem til gerningsmænd mange år efter, de har begået en forbrydelse.
I USA blev teknikken brugt til at fælde The Golden State Killer, og i Sverige er teknikken blevet benyttet til opklaring af et dobbeltdrab i byen Linköping.
Forslaget om at give politiet adgang til genetisk slægtsforskning blev oprindeligt stillet som et borgerforslag af Martin Wittrup Enggaard, som er drabsefterforsker ved Københavns Politi. Det er på baggrund af debatten om borgerforslaget, at der er fremsat et beslutningsforslag, som regeringen støtter og som i disse uger bliver behandlet af Folketinget.
“Jeg har et håb om, at mange af de gamle drabssager, gamle voldtægtssager og serielle voldtægter, som stadig i dag står uopklarede, at man kan komme længere i det, “ siger Justitsminister Peter Hummelgaard i ‘Sagen Genåbnet’.
Justitsministeren håber, at den nye teknik vil skabe nye efterforskningsmæssige gennembrud i nogle af de sager, der ligesom Stine Geisler-sagen har været uopklaret i årevis og stækket danskernes retsfølelse.
“Det, at der stadigvæk - måske - går mordere rundt og lever i det skjulte og selv tror, at de er sluppet afsted med den mest alvorlige forbrydelse overhovedet, det synes jeg, er krænkende for min retsfølelse, og jeg tror, at de fleste danskere har det sådan, at de synes, det er krænkende for deres retsfølelse. Det er krænkende på samfundets vegne, og derfor er mit håb, at vi kan blive ved med at udvide politiets værktøjskasse, så også - selv i gamle sager - at man kan statuere, at man altså ikke slipper afsted med så alvorlig forbrydelser, som et drab er. Og så synes jeg også, der er et enormt hensyn til de pårørende,” siger justitsminister Peter Hummelgaard og henviser til Stine Geisler-sagen som snart har været uopklaret i 35 år.